Morgenhyrderne har fået hund i studiet, vanen er blevet brudt, og nu er det gået galt. Lars hader hunden, Andrea insisterer på at passe i to HELE uger, og Lasse forsøger at holde den gode tone, så alle forbliver gode venner.
For at få bugt med de gnidninger, hunden Celeste har skabt, inviterede Morgenhyrderne samlivsekspert Joan Ørting og professionel vanebryder Torben Wiese i studiet torsdag morgen.
De to terapeuter kortlagde Morgenhyrdernes vaneprofil, og det så ikke godt ud: De roser ikke hinanden nok, de anerkender ikke medhyrdernes arbejde, de er dårlige til at tage imod kritik, og de er ikke gode til at give hinanden undskyldninger.
Efter adskillige terapiøvelser var studiet fyldt af kærlighed og god stemning.
Men terapien stopper ikke her. Den næste uges tid er der kærlighed og vanebrydning på programmet. Blandt andet skal Hyrderne starte morgenen med positive nyheder, Lasse har lovet at skrive minimum tre fjollede sketchs, og så skal drengene HUSKE at rydde op efter sig selv.
Endelig skal der vendes op og ned på forholdet til hunden Celeste. Hyrderne skal bytte roller: Lars skal elske hunden, Lasse være den fjendtlige, og Andrea skal forsøge at forholde sig neutralt. Det skulle gerne ruske godt og grundigt op i de dårlige mønstre.
Du kan se Joan Ørting og Torben Wiese fikse parforhold i programmet “Hjemmefronten” på TV 3 hver torsdag aften.



























































































