Hjemmefronten på TV 3

Torben Wiese er i efteråret vært sammen med Joan Ørting i TV 3’s ny program “Hjemmefronten”.

Ligegyldigt hvor højt vi elsker vores familie, er der altid noget, vi kunne ønske os anderledes. I Programmet “Hjemmefronten” tages der fat på vaner og vanemønstre der hjælper eller begrænser os alle i at nå vores mål.


Joan Ørting og Torben Wiese tager familierne i “Hjemmefronten” under kærlig behandling.

Alle par og familier gør sig store anstrengelser for at holde på kærligheden i en stresset dagligdag. Nogle familier suser derudaf og klarer alle skærene, mens andre par må søge efter gnisten på forskellige faconer. Ofte handler problemerne om at prioritere sin tid rigtigt og bruge energien de rette steder.


De giver gode råd til, hvordan den pågældende familie kan ændre deres hverdag til det bedre – bryde vanen og nå deres mål

“Hjemmefronten” er et helt nyt program der går tæt på en række familier, hvor dagligdagen enten er begyndt at tære på kræfterne eller slider urimeligt på familielivet. Alt fra dårlige tv-vaner, for meget computerspil på Drengeværelset til moderens dominans står for skud, når rådgiverne over 15 dage vender op og ned på familiens hverdag.

Joan Ørting og Torben Wiese overtager kort sagt styrepinden og bestemmer, hvilke roller, vaner og kommunikationsmønstre, der skal ændres ved netop den familie. I sidste ende er det så op til familierne, om de vil tage de gode råd til efterretning og beslutte. Hvad de vil lave om “for evigt”.

Resultatet er en tankevækkende og underholdende dokumentarserie, der giver seerne masser af inspiration til, hvordan man kan forbedre sit eget liv.